Med tiden mister huden sin elasticitet, og hos mange kommer der en ophobning af overskydende hud svarende til de øvre øjenlåg. Generne kan være af funktionel eller kosmetisk karakter. Den overskydende hud kan blive så udtalt, at den hænger ned over vipperne og generer synet. Andre problemer kan være tendens til eksem eller fugt i hudfolden, hovedpine (fordi man rynker panden for at kompensere) og rent kosmetiske gener på grund af et træt udseende.
Andre årsager til tunge øjenlåg kan være, at selve musklen, der holder øjenlåget åbent, bliver slap og mister sit fæste i øjenlåget. Det kan også være øjenbrynene, der gradvist sidder lavere på grund af nedsynkning.
En kombination af overskydende hud og lavt siddende bryn er ret hyppig.
Undersøgelse
Ved en undersøgelse i klinikken afgøres det, hvad den primære årsag til de tunge øjenlåg er, og hvilken behandling der vil være den mest optimale.
Klinikken udfører øjenlågsoperationer under sygesikringen, hvor man ikke selv skal betale for operationen. Dog skal der skelnes mellem kosmetisk og funktionel lidelse efter nye regler fra Sundhedsstyrelsen. Der er kun mulighed for operation i klinikken, såfremt det er en funktionel lidelse. Se Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Effekten holder mange år. Der er dog nogle få, der får brug for en ny operation senere i livet.
Operation
Operationen tager i alt cirka 1 times tid og foregår i lokalbedøvelse. Den overskydende hud fjernes og eventuel blødning stoppes med elkoagulation.
Efter operationen
Efter operationen sidder du i klinikken med afkølende maske på øjenlågene i cirka 10-15 minutter, før du kan tage hjem. Vi anbefaler, at du ikke selv kører bil hjem. Det vil være en god ide at holde sig i ro de første par dage og bruge afkølende maske eller ispose på øjenlågene. Du vil få mere information herom i klinikken. Trådene fjernes efter cirka en uge.
Det må forventes, at der vil være nogen misfarvning og hævelse af øjenomgivelserne de første uger efter operationen. Arrene vil være mere synlige i starten, men fortager sig gradvist over de næste måneder. Det er vigtigt at undgå sollys på arrene det første halve til hele år efter operationen for at sikre det pæneste resultat. Dette gøres ved hjælp af enten solcreme faktor 30-50 eller ved brug af solbrille.
Ved operation for overskydende hud vil arrene skjule sig i den fold, der er over øjet, når øjnene er åbne. Med tiden vil det næsten ikke kunne ses, at der er foretaget øjenlågsoperation.